Jeg er med i et par Facebook grupper, hvor jeg flere gange om ugen ser folk spørge ind til, hvilken dongle man skal købe, hvis man gerne vil starte på Zigbee. Jeg vil i dette indlæg komme lidt ind på, hvilke dongles jeg personligt anbefaler.
I skrivende stund ejer jeg pt. disse Zigbee USB dongles:
- 2x Sonoff Zigbee 3.0 Dongle Plus (CC2652P chip)
- 1x Z-Bee Duo (CC2652P chip)
- 4x CC2531 USB dongles
- 3x CC2530 chips (til gør-det-selv projekter)
Oversigt
Som jeg ser det lige pt. i starten af år 2022, så er der 3 dongles der er værd at snakke om: Sonoffs CC2652P dongle, ConBee II og CC2531 USB dongles:

Dongle | Sonoff Zigbee 3.0 Dongle Plus (ZBDongle-P) | ConBee II | CC2531 dongle |
Chip | Texas Instruments CC2652P | ATSAMR21B18 ARM Cortex | Texas Instruments CC2531 |
Antal enheder | ~200* | ~200* | ~40* |
Ekstern antenne | Ja | Nej | Ja** |
Rækkevidde | God | Mellem | Mellem og god*** |
Firmware | Z-Stack 3.x.0 | ConBees eget | Z-Stack 3.0.x |
Fungerer som router | Ja | Nej | Ja |
Support | ZHA, Zigbee2MQTT | ZHA, Zigbee2MQTT, deCONZ | ZHA, Zigbee2MQTT |
Pris u. fragt | 100 kroner | 300 kroner | 45 kroner |
** og *** CC2531 kommer i flere varianter, heriblandt nogle med ekstern antenne
Som man kan se i oversigten, er de enkelte dongles lidt forskellige, men de understøttes alle i blandt andet Home Assistant, men Zigbee2MQTT virker også med dem alle. Den eneste store forskel mellem dem er prisen, hvor ConBee II er den dyreste af dem.
Disclaimer: Så vidt jeg kunne søge mig frem til, er det ikke muligt at bruge en ConBee II som router. Teknisk set burde man godt, men det kræver nogen laver et firmware til det. Eftersom ConBee II bruger et closed source firmware lavet af dem der har udviklet ConBee II, så kommer det nok ikke foreløbigt.
Opdatering fra 2023: Sonoff har lanceret en ny version af deres dongle: ZBDongle-E. Den er umiddelbart ved at erstatte ZBDongle-P, og den bruger desværre ikke en Texas Instruments chip, så de kan ikke flashes med Z-Stack firmwaret.
Ethernet dongle
Det er måske lidt værd at nævne, der også findes Zigbee dongles der har ethernet. Et godt eksempel er Tube’s CC2652P2. Ideen med dem er, at du ikke behøver at bruge USB, så hvis din server, Raspberry Pi eller lignende står et sted der ikke er så idealt, så kan du plugge den i et andet sted i huset. Meget smart.
Smart ting med ConBee II
Jeg efterspurgte lidt fede ting omkring ConBee II, da jeg ikke selv havde meget at sige om den, og der blev det pointeret, at man kan konfiguere deCONZ via deres webinterface Phoscon, så man faktisk kan snakke med Zigbee enheder direkte, i stedet for at skulle lave en automation i Node-RED eller Home Assistant eksempelvis. Det er en stor fordel, hvis ens forbindelse til Home Assistant eller Node-RED er ustabil, eller hvis nettet går.
Texas Instrument chips og dongles
Texas Instrument har udviklet mange Zigbee chips, heriblandt CC2531 og CC2652P som jeg nævnte tidligere. Der findes mange dongles på markedet der bruger disse chips, og du har sikkert hørt om mange af dem: zzh!, Slaesh og ZigStar.
Nu bliver det lidt nørdet, men læs endeligt videre: Hver eneste af disse dongles er stort set ens. De har mange få komponenter der er ens eller kan det samme, og de få komponenter er: Spændingsregulator (5 volt til 3.3 volt), USB til serial chip og Texas Instrument chippen. Der er vitterligt ikke flere notesværdige komponenter på en Zigbee dongle, da du med de tre komponenter har mulighed for at give den strøm via USB samt flashe et nyt firmware via USB.
Hvad betyder det? Hvis du finder to dongles der har samme Texas Instrument chip og samme sæt features, er det i bund og grund ligegyldigt hvilken en du køber, da chippen er den samme og fordi de bruger samme firmware (Z-Stack). Det er grunden til at jeg ikke har inkluderet zzh!, Slaesh osv. i oversigten: De koster mere og kan det samme.
En ting værd at nævne: CC2652 findes i et par varianter. Hvis den slutter på et P, ligesom Sonoff gør, så betyder det blot, at den har en indbygget “power amplifier”, som gør at du kan sætte “signalstyrken” til 20 dBm. Standard er den på 5 dBm. Det kræver dog en ændring i firmwaret at ændre styrken, og jeg mener også det er ulovligt at skrue den for højt op (noget med interferens).
Z-Stack firmware
Z-Stack firmwaret er udviklet af Texas Instruments, som er de samme der har lavet de Zigbee chips der sidder i blandt andet Sonoffs dongle. En udvikler ved navnet Koenkk har dog lavet et fork af Z-Stack firmwaret og han har så lavet et par få modificeringer (hvad ved jeg ikke), og lavet en pre-compiled firmware fil for os. Jeg har selv sat mit eget miljø op, så jeg kan compile Z-Stack fra bunden, og det kan jeg ikke anbefale, for det er en lang proces. Så stor tak til Koenkk for at give os firmwaret.
Z-Stack er generelt det firmware man anbefaler til Texas Instrument chips, så det vil sige stort set alle dongles undtagen ConBee II. Det er derfor også det firmware jeg har på alle mine dongles.
Koenkks Z-Stack er compiled både som coordinator og router og kan findes her: https://github.com/Koenkk/Z-Stack-firmware/
Koenkk er desuden udvikleren der har udviklet Zigbee2MQTT, så man kan vist trygt stole på ham!
USB forlængerkabel
Mange oplever problemer med interferens, hvorfor det kan være nødvendigt at sætte et forlængerkabel mellem din dongle og din server eller Raspberry Pi. Jeg har selv gjort det, men det var mest for at få bedre rækkevidde. Hvis du har et liggende, kan jeg godt anbefale bare at gøre det – så er du lidt mere sikker. Køb et kabel med en længde mellem 1 og 2 meter er min anbefaling.
Konklusion
Jeg har ejet og solgt en ConBee II, da den ikke levede op til mine forventninger (hovesageligt rækkevidde). Jeg har og ejer mange Texas Instruments baseret Zigbee dongles, der alle er flashed med Z-Stack. Jeg har haft absolut 0 problemer med de dongles, ej heller nogle problemer med rækkevidden.
Eftersom Z-Stack er open source og bliver opdateret jævnligt, samt at Koenkk er en meget aktiv person i Zigbee-området, kan jeg kun anbefale Z-Stack firmwaret og de enheder der bruger Texas Instruments chips.
Kigger man derefter på features og pris, er der én klar vinder: Sonoffs Zigbee 3.0 Dongle Plus
Links til køb
Sonoff Zigbee 3.0 Dongle Plus: AliExpress (reklamelink) eller ITEAD
ConBee II: Amazon (Tysk)
CC2531: AliExpress (reklamelink)
Skriv et svar