Hjemmetlavet Zigbee printplade til FUGA afbrydere

Jeg er nok nødt til at indrømme, at jeg er mere til software end hardware. Jeg har i mange år interesseret mig meget for hardware, men jeg har aldrig taget mig sammen til at lave mine egne printplader, for jeg kunne ikke se hvad jeg skulle lave. Enten er min idé allerede lavet, eller også kan jeg godt nøjes med at have en masse breadboard jumpers, ligesom mine andre projekter.

Det har dog ændret sig nu, hvor jeg har fået produceret mit eget PCB (som jeg dog har fået hjælp til). PCBet er egentligt ret simpelt på overfladen, men der er brugt mange timer på at vælge komponenter, for at få PCBet til at blive så småt som muligt.

Lad mig derfor introducere ZIG-SW rev. 1:

Skal nok arbejde lidt på “produktbillederne”
  • Bruger anerkendt CC2530 Zigbee chip
  • Virker med 1 eller 2 tryk
  • CR2450 batteri på bagsiden
  • LED indikator
  • Knap til at nulstille enheden, så den kan parres på ny Zigbee coordinator
  • Understøtter op til 1.5mm² ledninger
  • Mulighed for at flashe sit eget firmware via 2.54mm dupont ledninger
  • Passer i indmuringsdåser bag ved afbryderen (30x30x21mm)

Som mit ellers smukke navn indikerer (ZIG-SW rev. 1), er dette altså et produkt, jeg har tænkt mig at sælge. Jeg har pt. ikke låst mig fast på en pris, men har fået lidt ideer i den danske Home Assistant gruppe på Facebook. Overskuddet kommer til at gå til nye revisioner (eksempelvis en med 4 tryk), for det er faktisk ret dyrt at købe komponenter der skal testes. Min kone er i hvert fald ikke særlig glad for, at jeg smider penge i det her, for det er en ren underskudsforretning.

Men ved I hvad? Det er sgu sådan noget her jeg godt kan lide at lave. Jeg synes det er spændende, og det håber jeg også I synes.

Firmware

Som det er på skrivende stund, så findes der kun ét godt værktøj til at lave egne Zigbee firmwares: https://ptvo.info/

PTVO værktøjet er den eneste rigtige vej frem i det projekt her, da man kan konfigurere det til at gøre stort set alt. Lige pt. tester jeg muligheden for at kunne trykke flere gange, hvis man nu eksempelvis vil sætte en automation op til at ændre lysstyrken til nogle faste værdier.

Desværre er der ét problem: Hvis enheden kører på batteri, skal man betale for at få PSM (Power Saving Mode). Betalingen er for hver enhed og koster 52 kroner, 44 kroner eller 29 kroner (for 1, 3 eller 6 enheder) + moms. Sælger jeg mange enheder, giver det god mening at købe mange licenser, og derfor er 29 kroner egentligt okay billigt.

Desværre betyder det også for forbrugeren, at de er nødt til at købe en licens selv, hvis de har lyst til at flashe enheden. Den del tror jeg dog godt man kan komme udenom, ved at sende licensen og værktøjet med ved køb (samt den konfiguration som enheden bliver købt med).

Strømforbrug

Jeg har valgt et CR2450 batteri, da de har en okay høj kapacitet (og højere kapacitet betyder det holder strøm længere). Som det er lige pt., regner jeg med at det kan holde strøm i 2 år. Det vil jeg sige er ret fint, for det tager vel ikke mere end 1-2 minutter at skifte et batteri.

Jeg har foretaget lidt målinger, men det kommer der en opdatering med på et andet tidspunkt. Regn dog med cirka 2 års batterilevetid.

Er det overhovedet lovligt?

For at være helt ærlig – jeg aner det ikke. Kan forsikringen finde på at nægte at dække eventuelle skader, hvis de finder sådan en her i væggen? Det kan de nok godt.

Jeg har ingen CE mærkning, men skal dette sælges som et produkt, er det nok et krav. Jeg kunne ikke forestille mig, det er særlig dyrt, når mængden af komponenter er så lille og der kun arbejdes med lavspænding (3 volt).

Hvad så nu?

Der går nok noget tid, før jeg reelt kan give en stor opdatering. Jeg vil meget gerne sælge det her som et produkt, for jeg ved at efterspørgslen er stor og der er et marked for det. Mit ‘mindset’ er altid at sætte andre foran mig selv, og jeg vil derfor hellere bruge mange timer (og penge…) på at udvikle fede produkter og gadgets, end at hive en stor check ud af banken hver måned (findes checks egentligt stadigvæk?).

Jeg arbejder på at få en video produceret af en rigtig klog person, der laver nogle fede videoer på YouTube. Mange af jer kan nok gætte jer til, hvem han er, men jeg skal nok holde jer opdateret hvis det bliver en realitet. Han er noget klogere end jeg er, når vi snakker FUGA, indmuringsdåser og størrelser, for han har faktisk de produkter der sidder i væggen, hvorimod jeg blot har et par afbrydere.

Hvis vi skal snakke pris, så lander jeg umiddelbart et sted mellem 150 og 200 kroner, men jeg kan ikke retfærdiggøre en høj pris, før jeg ved at firmwaret kan snakke sammen med ZHA, Zigbee2MQTT, deCONZ, Philips Hue og så videre, samt har mulighed for at kunne lave mere end blot “der er trykket på en knap”. Når man begynder at kigge på priser, kan jeg egentligt godt forstå at elektronik er dyrt. Det har ikke været billigt at få produceret den håndfuld PCBer jeg har, og jeg måtte endda selv lodde komponenterne på.

Lad mig slutte af med at sige dette:

(please help @ mortenmøller.dk)

6 svar til “Hjemmetlavet Zigbee printplade til FUGA afbrydere”

  1. Jakob Sand Avatar
    Jakob Sand

    Godt projekt.
    Jeg glæder mig til at købe.

  2. Kim Vognsen Avatar
    Kim Vognsen

    Spændende!

  3. Jan Avatar
    Jan

    Hvordan gik det med dette projekt?

    1. Morten Avatar

      Jeg har så sent som i weekenden bestilt nye PCBer hjem fra Kina, med et nyt design der understøtter op til 8 tryk (på 2 afbrydere). Størrelsen er også blevet markant mindre. Derudover er jeg kommet lidt længere i mål med certificering (CE og RoHS), og kan derfor med glæde bekræfte, at det ikke burde blive et problem 🙂

  4. Bjarne Riis Avatar
    Bjarne Riis

    Spændende. Jeg køber gerne nogle stykker, når du er klar, også selvom det stadig er i testfasen.

  5. Ivan Trampedach Avatar
    Ivan Trampedach

    Nice!
    Jeg kunne også være interesseret. Såfremt priserne er lavere end en kontakt fra lab3d.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *